|
Formandens beretning 2011
Indledning Jeg vil også gerne byde jer velkommen til Taarbæk Tennis Klubs generalforsamling 2011. Jeg er rigtig glad for at se jer her i aften. Vi kan se tilbage på et godt år i klubben. Min beretning er en fortælling om, hvordan vores Klub har haft det siden sidste generalforsamling. Forbedringsarbejder og banearbejder Der er sket følgende: Vores baneanlæg og klubhus er i 2010 blevet almindelig vedligeholdt. Vi har efter aftale i bestyrelsen ikke investeret i forbedringer, men udelukkende vedligeholdt anlæg og hus på bedste vis. Skoven har beskåret træer og buske nænsomt omkring vore bygninger og baner. Bla. vedligeholder vi det sundkig der er i mod Øresund fra Klubhusets veranda. Denne lille ting er med til at forøge oplevelsen på terrassen Ved starten af sæsonen var der som altid 5 uovertrufne klargjorte baner at starte sæsonen på. Hjemmeside Vi har forsøgt at få flere til at oplyse deres mailadresser, men det er stadig under halvdelen af medlemmerne, der har fulgt opfordringen. Bestyrelsen opfordrer til, at alle registrerer deres mailadresse under de personlige oplysninger i bookingsystemet, så snart det åbner igen efter vinteren. Vi vil i stigende grad benytte elektronisk kommunikation til medlemmerne. specielt nu hvor portoen igen stiger. Og fra 2012 er det bestyrelsens mål indtil videre, at vi udelukkende går over til elektronisk kommunikation. Blandt andet overvejer vi udelukkende at have en elektronisk folder fra næste sæson – det er ikke helt afgjort endnu og i denne sæson sender klubben folder ud som vi plejer – folderen og mange andre oplysninger kan i øvrigt også findes på hjemmesiden ttk.dk, så aflæg besøg engang imellem. Hvis klubben udelukkende benytter sig af elektronisk kommunikation (mails), vil det give klubben en besparelse. Juniorer og Seniorer På både Senior- og juniorhold har det været en god sæson, men det vil Thomas og Jens fortælle mere om senere. Igen i år har der været stor tilslutning til juniortræning. Ca 160 har været på sommertræning og ca. 60-70 til vintertræning. Vi håber at kunne beholde den store juniortilslutning og at mange af juniorerne fortsætter medlemskabet ind i voksenlivet. Åben bane har været populær og har flere gange haft så stor tilslutning, at nogle kun spiller 2 gange 40 min. i stedet for 3 gange. Det er glædeligt med så stor en opbakning. Bestyrelsen påtænkte sidste år at starte et juniorudvalg med repræsentanter fra juniorerne. I år starter vi et sådant. Klubbens juniorarbejde bærer frugt, idet Tobias 2. år i træk er blevet seniormester og nogle af hans største konkurrenter i fremtiden er Johan Stampe, Adrien og Daniel Emil fra juniorafdelingen. Lover godt for de kommende års klubmesterskaber. De indgår samtidig i vores populære team af hjælpetrænere. Klubfest Den 19.6 havde vi igen en af vores gode sommerfester med fyldt klubhus. Aages flotte lysestager gjorde sammen med sange og sjove indslag – hvor vi blandt andet stod på ski -festen til en uforglemmelig aften. I år bliver klubfesten den 18.6. Sponsorater Danske Bank fortsatte sponsoratet i 2010, og det ser ud til at de også fortsætter i 2011. Det er vi glade for. For de penge har vi fået grillarrangement og ekstra træning til juniorerne Kirstein Finans er vores nye sponsor fra 2010. Bl.a. har dette sponsorat betydet, at vi har kunnet tilbyde de juniorer, der spiller på hold, at købe en træningsdragt med klubbens logo på til halv pris Sponsorater giver generelt klubben mulighed for tilbyde særlige aktiviteter så som camps med trænere udefra, kombinerede tennis- og grillarrangementer m.v. Sådanne arrangementer giver både ekstra tennisspil og socialt samvær. Klubben fik også to flotte kuglegrill forærende af Carsten Wandorf, adm. dir. for Fritz Schur Consumer, der introducerer den nye kuglegrill på markedet. Carsten er far til Maria, der er en af vores dygtigste juniorer. På klubbens vegne vil jeg gerne takke for alle bidrag og gaver. Vi håber på, at endnu flere har lyst til at støtte klubben i år – alle bidrag er velkomne og ikke mindst kærkomne, store som små. DTF årsmøde For andet år sendte klubben to repræsentanter til Dansk Tennisforbunds årsmøde på Nyborg Strand. Det giver inspiration at høre om andre klubber og deres måde at lede og styre klub og træning på. Sociale arrangementer Med succes er der afholdt både juniorgrill og seniorgrill med stor tilslutning. Bestyrelsen planlægger lignende arrangementer i denne sæson. Det sociale element er også vigtigt og det er en betingelse for at få tilskud af kommunen. Camps Senior camp over 2 dage er meget populær og den lå lige før sommerferien sidste år og det vil den gøre i år igen. Junior camp, som i 2010 var arrangeret sammen med grillarrangementet, var også populær og havde stor tilslutning. I år vil der blive arrangeret juniorcamp som et særligt arrangement. Medlems tal ultimo 2010: Juniorer 195 Ungseniorer 18 Seniorer 406 Passive 50 Æresmedlemmer 4 Livstidsmedlemmer 1 I alt 674 Til sammenligning var vi 667 medlemmer ultimo 2009 og 645 medlemmer ultimo 2008. Jeg understreger, at det er tallene ved enden af året, hvor de der ikke har betalt er blevet udmeldt. Undervejs er vi som regel flere. Vi har således over årene haft en mindre medlemsfremgang og altså også i 2010, hvor mange klubber ellers oplevede tilbagegang i medlemsantal. Økonomi Vi har i år haft en omsætning på ca. 952 tusinde kroner. Jørgen Schmidt vil nærmere gennemgå regnskabet ved næste punkt på dagsordenen. Jeg kan dog sige med det samme, at vi i år har et underskud på ca. 32.000 kr. Dette skyldes større udgifter til trænere, forhøjelse af kontingentet pr. medlem til SLTU, højere ejendomsskatter m.m. og i øvrigt almindelige prisstigninger. Bestyrelsen planlægger ikke større investeringer i 2011. Fremtidige større investeringer skal planlægges i så god tid, at vi kan nå at ansøge om tilskud hos kommune, fonde, idrætspuljer m.m. Vi budgetterer med at driften kan løbe rundt i 2011. For at det kan lade sig gøre, er der på dette års GF et forslag fra bestyrelsen på kontingentstigninger. Kontingenter Bestyrelsen foreslår i år: Forhøjelse af juniorkontingentet med 100 kr. til 550 kr. Forhøjelse af kontingentet for seniorer med 125 kr. til 850 kr. Vinterbaner primetime med 500 kr. til 1500 kr. Vinterbaner andre tider med 250 kr. til 750 kr. Begrundelsen ligger i, at vi i 2010 havde et "normalt" år og kan se, at med de aktiviteter, vi har i klubben, og som vi er enige om gerne at ville bibeholde, at vi vil få et underskud på en ca. 30-40 tusinde kroner. Dette ønsker bestyrelsen at bringe i balance. Stigning i kontingenter modsvarer dette beløb, samt en årlig forventet nedgang i tilskud fra FIL (Lyngbyordningen) på 10% pr. år, svarende til ca. 10.000 kr. Vi ønsker ikke at tære mere på egenkapitalen, da den skal være et rygstød til dårlige tider, f.x. hvis kommunetilskuddet beskæres eller helt bortfalder, eller hvis kommunen begynder at opkræve lejeafgifter for banerne på Lyngby Stadion. Overgang til PBS Klubben har i 2010 forberedt den overgang til til en ny version af vores økonomi- og medlemssystem, som bliver søsat her i 2011. Den mest synlige ændring for det enkelte medlem i første omgang bliver nok, at klubben overgår til brug af PBS i forbindelse med opkrævninger. Bestyrelsen opfordrer alle til at melde sig til – der kommer nærmere information ud til alle, det bliver vedlagt kontingentopkrævningen i foråret. Bestyrelsesseminar Bestyrelsen var – som et nyt tiltag - på bestyrelsesseminar 30.01.11. Vi havde to emner på dagsordenen. Klubhus og baneanlæg samt træning. Seminaret var en succes og vidner om engagement og visionær tænkning i bestyrelsen. Alle i bestyrelsen var mødt op. Nogle at de emner/mål bestyrelsen vil arbejde videre med i den næste 3 til 4-årige periode er følgende: Ovennævnte nyanlæg skal beskrives i en samlet principplan med henblik på forelæggelse for medlemmerne og myndighederne. Eventuelle anlægsudgifter er tænkt finansieret ved ansøgning af fonde f.eks. lokalefonden. Ny skovrider Som alle nok har læst i det grønne område, så er Klaus Waage Sørensen gået af som skovrider i januar i år. Den nye skovrider hedder Niels Henrik Christensen. Jeg hilste på ham til Waages afskedsreception og lovede at klubben ville invitere på en kop kaffe til sommer. Jeg håber på et godt samarbejde med den nye skovrider og skovfoged Jens Fisher. Standerhejsning I år har vi standerhejsning søndag den 01. Maj kl.10.00 I år har vi inviteret Z&M til at komme og deltage og få lejlighed til at komme med nogle gode tilbud. Håber at rigtig mange vil møde op. Bestyrelsen og medarbejdere En tak skal lyde til bestyrelsesmedlemmerne, som hver især leverer en betydelig ulønnet indsats for klubben. Og tak for et godt og hyggeligt samarbejde. Heldigvis ønsker alle de, der er på valg i år, at genopstille. Det synes jeg bekræfter min egen opfattelse af, at vi har en rar og god tone på møderne. Også stor tak til klubbens medarbejdere for en rigtig god indsats hver dag. Det er dejligt som formand at opleve, at tingene bare bliver passet og ordnet og udført. Tak til alle vores medlemmer for at støtte op om klubben og deltage i arrangementerne. Sluttelig skal lyde en tak til samarbejdspartnere og leverandører samt ikke mindst til skoven, kommunen og revisor. Vi er så heldige, at have gode relationer hele vejen rundt. Afslutning Dette var ordene. Jeg glæder mig til en ny sæson i klubben. Tak til medlemmerne endnu engang, uden dem, ingen klub. Med ønsket om en god generalforsamling vil jeg slutte beretningen her. Jeg håber vi får en god aften og som altid får vi lejlighed til lidt uformelt samvær efter generalforsamlingen. Og vi har selvfølgelig sørget for lidt vådt og tørt. Tom Nørskov, Formand, Taarbæk Tennis Klub |